Del 4: "Jeg besvimer" – når svimmelhed vækker frygten for at falde om
Panikangst kommer som et lyn fra en klar himmel. Pulsen stiger, kroppen dirrer, sanserne flimrer. Du bliver svimmel, svag i benene, og tanken rammer med fuld kraft:
“Jeg er ved at besvime.”
Frygten gør det hele endnu værre. Du sætter dig ned. Kigger efter noget at holde fast i. Overvåger din krop. Måske måler du pulsen eller trækker vejret kontrolleret. Måske undgår du steder, hvor det ville være pinligt eller farligt at falde om.
Men kroppen besvimer ikke af panik. Faktisk er det det stik modsatte, der sker.
Hvorfor føles det som om, du er ved at besvime?
Når kroppen går i alarmberedskab, som under et panikanfald, frigives store mængder adrenalin. Det får hjertet til at slå hurtigere og blodtrykket til at stige. Du bliver kampklar. Kroppen mobiliserer energi og ilt – ikke for at lukke ned, men for at kunne handle.
“Hvis du virkelig var ved at besvime, ville du ikke føle så meget.”
Følelsen af svimmelhed, tunnelsyn og gummiben stammer ikke fra iltmangel eller blodtryk, men fra den massive mængde adrenalin og en ændring i din vejrtrækning. Den hurtige vejrtrækning ændrer balancen mellem ilt og kuldioxid i kroppen, hvilket kan give ubehagelige kropslige fornemmelser.
Derudover udskiller kroppen store mængder sukker i blodet, for at gøre dig kampklar. Det fører til en ændring i blod-hjerne-barrieren, som kan give oplevelsen af uvirkelighed eller let svimmelhed – en bivirkning af et ellers velmenende alarmsystem.
Fra et evolutionært perspektiv giver det god mening. Hvis du stod over for en sabeltiger, ville kroppen mobilisere alt, hvad den kunne, for at overleve. At besvime i den situation ville være livsfarligt – og derfor er vores alarmsystem bygget til at øge blodtrykket, ikke få det til at falde.
Det føles måske som om, du er ved at besvime – men kroppen er faktisk i fuldt beredskab. Blodtrykket stiger, og det gør det fysiologisk umuligt at falde om, selvom det føles sådan.
Men hvad så med folk, der faktisk besvimer af angst?
Der findes enkelte undtagelser – især ved blodfobi og nålefobi. Her sker der det modsatte: blodtrykket falder, og det kan føre til besvimelse. Men det er en helt anden mekanisme end den, der gør sig gældende ved panikangst. Ved panikangst stiger blodtrykket. Derfor besvimer man ikke.
Ved blodfobi aktiveres et ældgammelt refleksmønster i kroppen – kaldet vasovagal respons – som skal beskytte os mod blodtab ved at få os til at falde om. Det er altså et specifikt nedlukningssystem, ikke en del af den klassiske panikreaktion.
Det føles måske som om du er ved at besvime
– det er fysiologisk umuligt at falde om ved panik, selvom det føles sådan.
Når løsningen bliver problemet
Mange begynder at beskytte sig mod svimmelheden og følelsen af at være ved at besvime:
- Sætter sig hurtigt ned eller lægger sig
- Undgår fysisk aktivitet
- Holder hele tiden øje med, hvordan kroppen føles
- Tager vand med overalt, “for en sikkerheds skyld”
- Undgår at være alene
- Holder fast i væggen eller møbler, når de bevæger sig
- Overvåger sig selv for tegn på svimmelhed
Alt dette er forståelige reaktioner – men desværre er de med til at holde frygten i live. Jo mere du forsøger at beskytte dig mod at besvime, desto mere opmærksom bliver du på dine symptomer – og desto stærkere virker de.
Hvad kan du selv gøre?
Du kan ikke tvinge angsten væk. Men du kan tage skridt i en anden retning.
Det første skridt er at forstå, hvorfor det føles så voldsomt. Det næste skridt er at få øje på, hvad der opretholder frygten: overvågning, undgåelse og små redningsstrategier. Og derefter begynder det egentlige arbejde – at eksperimentere med at møde følelsen uden at forsøge at kontrollere den.
Det kan ske gennem små eksperimenter:
- at stå oprejst, selvom du mærker svimmelhed
- at lade være med at sætte dig ned eller holde fast
- at lade vandflasken blive hjemme
- at bevæge dig frit uden at holde øje med hver eneste fornemmelse
- at snurre rundt så svimmelheden fremkaldes – og se det som en gylden mulighed for at få et nyt forhold til den
I behandlingen arbejder vi med netop det: At fremkalde følelsen i trygge rammer, så du kan få erfaring med, at den ikke betyder fare. Målet er ikke at få svimmelheden til at gå væk – men at ændre dit forhold til den. At opdage, at du godt kan rumme den, uden at der sker det, du frygter.
Det er ikke farligt. Det er en bivirkning af et overaktivt alarmsystem – og du kan lære at svare igen med nye strategier, der bringer dig tilbage til din normaltilstand.
Det kræver mod. Men det virker.
Vil du vide mere?
Hos os møder vi ofte mennesker, der har været fanget i netop disse mønstre.
Derfor har vi skrevet fem blogindlæg – ét for hver af de mest almindelige katastrofetanker ved panikangst:
– “Jeg får et hjertetilfælde”
– “Jeg bliver sindssyg”
– “Jeg besvimer”
– “Jeg mister kontrollen”
– “Jeg bliver kvalt”
I hvert indlæg dykker vi ned i, hvad tanken handler om, hvorfor den opstår – og hvordan man kan arbejde med den.
📄 Vi har i samarbejde med Angst & Stressforeningen skrevet en pjece om panikangst, som du kan læse her
Siden er skrevet af psykolog Katrine Lindstrøm
Jeg er psykolog uddannet fra Københavns Universitet og videreuddannet indenfor metakognitiv terapi. Jeg har særlig erfaring med angst, OCD og andre tilstande, hvor tvivl, grublerier og fastlåste mønstre fylder.
I mit arbejde lægger jeg vægt på høj faglighed og et trygt, nysgerrigt samarbejde. Hos mig får du redskaber, der kan omsættes direkte i hverdagen og styrke din trivsel.
👉 Læs mere om panikangst her
👉 Læs mere om Katrine her
