Fobier

En fobi er en ekstrem angst, som ikke svarer til den situation, man står i. Angsten er forbundet med en trang til at undgå bestemte situationer, flygte eller forsøge at sikre sig bedst muligt.

Fobier er knyttet til specifikke objekter eller situationer som for eksempel dyr, flyvemaskiner, små rum eller sprøjter. Lige så meget som angsten for de specifikke situationer fylder, kan frygten for angstreaktionen være central ved en fobi. Altså at man på forhånd bekymrer sig om, om man kan tackle angstreaktionen. Herudover er en bekymring for de kropslige angstsymptomer almindelig, nemlig at man kan komme til at kaste op, besvime eller miste kontrollen over sig selv.

Kognitiv adfærdsterapi for fobier

Det er få lidelser, der er så gennemstuderede som fobier, og som der findes en ligeså effektiv og hurtig behandling for. Den mest effektive måde at overkomme en fobisk angst på er struktureret at udsætte sig for angsten gradvist.

Målet er at vende sig til de kropslige angstfornemmelser og erfare, at der ikke sker noget, uden at benytte sig af sikkerhedsstrategier.
Desuden ved vi, at psykoedukation hjælper til at finde ud af, hvad der sker i din krop, og hvad der vedligeholder din frygt.

Afhængig af hvilken type fobi man er ramt af, vil vi også supplere behandlingen med konkrete værktøjer, for at du kan lære at blive bedre til at takle situationen og angsten.

Vil du vide mere?

Du er altid velkommen til at kontakte os, og vores psykolog Maja vil meget gerne vejlede dig til hvem af psykologerne og hvilken metode, som kan passe bedst til netop dig og dine behov og ønsker.