Jalousi

Tænder min kæreste mere på andre end mig? Er min kæreste tiltrukket af mig? Har min kæreste mistet interessen for mig? Hvad laver min kæreste, når han er i byen? Er min kæreste utro? Elsker min kæreste mig?

At mærke jalousi i et parforhold er helt normalt og noget, de fleste oplever fra tid til anden. Men frygten for at miste din partner skal ikke påvirke din livskvalitet og forstyrre dig i din hverdag i en grad, så du er plaget af det. Hvis du ønsker et liv, hvor du ikke er plaget af jalousi, er du kommet til det helt rigtige sted.

Er du i tvivl, om du lider under jalousi

Bliv klogere på jalousi

Hvis du lider af jalousi, er du plaget af tvivl, og det kan føles fuldstændig overvældende. Tankerne er helt automatiske, og du kan ikke styre, om de kommer. Det kan sammenlignes med en fiskekrog med en saftig madding. Det er fristende at bide på. Men jo mere, du bekymrer dig eller opdigter historier i hovedet, desto flere fiskekroge kommer der. Det er som at putte brænde på jalousibålet, tvivlen vokser, og angsten stiger. Denne onde cirkel målretter vi i kognitiv og metakognitiv terapi. Igennem kognitiv terapi vil du få redskaber til at nuancere tankerne, så du ikke så let bider på dem. I metakognitiv terapi får du redskaber til at blive fri fra tankeræset.

Jalousien ændrer, hvad du retter din opmærksomhed imod, og du begynder at holde øje med alt det, der bekræfter din mistanke. Samtidig ignorerer du al den information, som ikke passer til det, du frygter. Opmærksomheden fungerer som et forstørrelsesglas, der vil forstørre og forstærke dele af virkeligheden frem for at give dig et nuanceret billede.

Det kan vise sig på mange måder. Måske er du begyndt at holde øje med, hvem din partner kigger på? Hvor meget opmærksomhed, han giver til dig? Hvor lang tid der går imellem, at han siger, at han elsker dig? Hvor meget han sidder med telefonen, og om han lægger den på bordet, som om han holder noget skjult for dig? Det kan føles utrygt at skulle slippe denne form for kontrol, men opmærksomheden på ’trusler’ bliver vedligeholdende for din jalousi. Dette målretter vi i behandlingen og tilbyder nye veje.

Hvis du er usikker på din partner, er det nærliggende at forsøge at få bekræftelse. Denne strategi kan vise sig på forskellige måder. Nogle vil forsøge at få bekræftelse ved at lægge mere op til sex, andre vil flirte med andre for at gøre sin partner jaloux og dermed fremprovokere en reaktion. Andre vil skrue op for søde ord og hyppigere sige ”jeg elsker dig” i håbet om, at det bliver gengældt. Det er også almindeligt at konfrontere sin partner med mistanken med håb om at få den afkræftet Udfordringen er, at denne strategi vedligeholder tvivlen. At forsøge at kvæle tvivl med vished kan kortvarigt føles godt og kvittere med en umiddelbar ro. Men udfordringen er, at den typisk har en kort udløbsdato, og tvivlen vil genopstå med fuld kraft. Det bliver en ond cirkel, som vi målretter i både kognitiv og metakognitiv terapi, – så du kan finde nye måder at tackle din jalousi.

Hvorfor skal jeg vælge Psykologerne Dam & Westerheim?

Jalousi er vores spidskompetence, og alle vores psykologer har stor ekspertise i denne lidelse. Vi tilbyder både kognitiv terapi og metakognitiv terapi. Behandlingen tager udgangspunkt i, hvad der holder jalousien i live hos dig. Med hjælp fra en varm og støttende psykolog får du forståelse for, hvad der vedligeholder jalousien. Du vil få redskaber til at håndtere tankerne og følelserne på nye måder, og du vil komme til at træne dette i trygge rammer – med din psykolog på sidelinjen. Du vil få hjemmeopgaver mellem hver session, så du trygt og gradvist kan leve det liv, du ønsker.

En behandling, der matcher dine ønsker og behov

Vi er meget optagede af at give dig en behandling, som passer til dine ønsker og behov. Har du brug for en blød og gradvis behandling – eller en hurtig og mere intensiv? Vi lytter til dig og tilpasser behandlingen.

Her kan du læse mere om både kognitiv og metakognitiv terapi – og blive klogere på, hvilken behandlingsform, der passer bedst til dig. Du er også velkommen til at kontakte os; vi vil meget gerne hjælpe dig med at finde frem til, hvilken af vores psykologer og metoder, som passer bedst til netop dig.

Vil du vide mere?

Du er altid velkommen til at kontakte os. Vores psykolog Maja vil meget gerne vejlede dig til, hvem af psykologerne og hvilken metode, som passer bedst til netop dig og dine behov.