Behandling af jalousi
Er du plaget af jalousi? Oplever du ofte en nagende fornemmelse af, at din partner er mere interesseret i andre end dig? Gør det ondt at høre om din partners tidligere kærlighedsrelationer?
Er du plaget af tanker såsom:
- ”Hvad hvis min partner finder en anden?
- ”Kan jeg egentlig stole på ham?”
- ”Hvad laver han egentlig, når han ikke er kommet hjem før klokken 24?”
- ”Min partner elsker mig ikke.”
Så er du ikke alene. Denne tvivl og disse tanker opstår i de fleste forhold. Kan du genkende, at tvivlen sommetider tager overhånd og går udover din livskvalitet, din søvnkvalitet eller dit kærlighedsliv? Hvis du er, kan metakognitiv terapi for jalousi være svaret. Bliv klogere på hvad det betyder her.
Hvorfor finder jeg ikke tryghed i forholdet, når der egentlig ikke er tegn på, at min partner er utro
(udover at det føles sådan, og at jeg tænker det?)
Typiske faktorer som vedligeholder jalousien
Der er flere faktorer, som kan være medvirkende til, at jalousien ikke slipper grebet. Typiske faktorer som vedligeholder jalousien er følgende:
Tankestrategier:
De fleste lader sig ikke rive med af jalousitankerne, men kan forholde sig til jalousi-tanker blot som tanker. Andre griber fat i tankerne og bliver fanget i ”tankekværnen” og dermed behandler tankerne, som var de sandheder:
- ”hvorfor kigger han på min veninde?”
- ”Hvorfor kysser han mig ikke, når han kommer hjem?”
- ”hvorfor tager han den nye skjorte på, når han skal ud med sin kammerat?”
- ” Er han ikke begyndt at træne lidt for meget på det seneste?”
Jo længere kværnen kører, jo skarpere bliver tvivlen”. Kender du det? Konsekvensen af at håndtere tanker som sandheder er at:
- tvivlstankerne kommer oftere
- følelsen af uvished og ondt i maven bliver mere fremtrædende.
Ofte konkluderer vi hermed:
Når tankerne kommer så ofte, OG når det føles så ægte, så MÅ der være noget om snakken. Hvorfor skulle jeg ellers tvivle så meget? Hvorfor skulle det ellers føles så rigtigt?
Kan du genkende dette?
Når tankerne kommer så ofte, OG når det føles så ægte, så MÅ der være noget om snakken.
Hvorfor skulle jeg ellers tvivle så meget? Hvorfor skulle det ellers føles så rigtigt?
Handlingsstrategier:
Et andet problem ved tvivlen er, at den typisk ændrer vores handlingsmønstre – og medfører ritualer, som er med til at fodre tvivlen.
Typisk har handlingsmønstrene til formål at fjerne den smertefulde tvivlstilstand, fjerne uvished, fjerne tankerne. Problemet er, at jo mere vi forsøger at fjerne uvished – jo mere uvished oplever vi.
Har du prøvet det selv?
Mange vil modsige mig her – da handlingsstrategierne kan lindre kortvarigt, og de ser dette som tegn på, at det virker.
Problemet er, at denne lindrende effekt ofte har en meget kort udløbsdato. Det lindrer – helt indtil tvivlen kommer tilbage igen. Så er man på den igen.
Typiske handlingsstrategier
Hvis du er plaget af jalousi
Detektiven på sociale medier:
Detektiven holder typisk øje med partnerens aktiviteter på sociale medier. Hvornår er han aktiv? Har han en ny følger? En ny ven? Hvem er det? Hvordan ser han eller hun ud? Er det en han har flirtet med? Ofte er jagten på sociale medier en jagt efter sikkerhed. Typisk er det eneste jagtbytte, man sidder tilbage med, en større tvivl og usikkerhed – og et udtalt behov for at tjekke igen.
Sikkerhedschefen:
Sikkerhedschefen vil forsøge at få vished, om at man er elsket, ved at søge bekræftelse. Enten ved fysisk at opsøge nærhed og sex eller verbalt ved at sige søde ord til partneren for at få søde ord retur. Sikkerhedschefen kan nemt komme på overarbejde, da sikkerhed ikke findes i det fysiske eller i ordene (altså bliv endelig ved med at have sex og sige søde ting til hinanden – men helst ikke for at fjerne tvivlen).
Historieforskeren
Historieforskeren leder typisk efter svar i partneres fortid. ”Hvis jeg bare ved alt om hans fortid – ved jeg bedre, hvordan jeg skal forholde mig i nutiden”. Problemet med forskerens tilgang er ofte, at arbejdshypotesen <han elsker hende mere end mig> typisk bliver bekræftet og ikke afkræftet i processen. Vi har desværre en tendens til kun at finde det, vi leder efter.
Sammenligneren:
Sammenligneren vil sammenligne sit eget forhold med andres forhold. Hvor mange dates er mine venner på? Hvor mange roser har de fået? Hvorfor bliver min veninde friet til? Når du sammenligner i en usikker tilstand, er der en stor sandsynlighed for, at du kommer dårligt ud af sammenligningen, og at du bliver mere usikker i processen.
Regelrytteren:
Regelrytteren arbejder typisk ud fra arbejdshypotesen: ”Hvis jeg blot kan sætte lidt begrænsninger for min partner, behøver jeg ikke at tvivle så meget”. Udfordringen er (1) at det nemt kan blive skruen uden ende. ”Kom senest hjem klokken xx”. ”Ikke ses med xx”. ”Ikke have nære relationer med en af modsatte køn”. Og udfordringen er (2), at uvisheden blot bliver fodret af disse begrænsninger, da det i højere grad fodrer arbejdshypotesen om, at <min partner er ikke til at stole på>
Den skamfulde spion:
Vi ved godt, at vi ikke skal åbne andres breve, kigge i andres SMSer, læse andres mails. Alligevel kan vi falde for fristelsen. Ofte med hypotesen om, at hvis jeg blot tjekker en enkelt gang, kan jeg få vished. Problemet er, at visheden hurtig løber ud på dato, og at trangen til at gentage tjekningen blot bliver forstærket af, at vi tidligere har overtrådt denne grænse.
5 TIPS TIL DIG, SOM ER PLAGET AF JALOUSI:
Tillad uvished:
Grundlæggende skal tilliden fodres fremfor mistilliden. Udfordringen er, at mistilliden er skabt og tvivlen nager. Trangen til at eliminere uvished vil være som et myggestik, der klør. Det vil klø rigtig meget i en periode. Prøv at tillad denne tilstand uden at forsøge at eliminere det. At læne dig ind i uvisheden uden at forsøge at eliminere den, vil gøre den nemmere at bære
Begræns bekymringer og grublerier.
Forsøg at afsætte en begrænset tid til at dyrke tvivlstankerne. Når tankerne alligevel dukker op, så prøv at vente lidt med at besvare tankerne med analyser, sammenligning, bekymringer og grublerier. Afsæt et tidsrum (fx 20 minutter om aftenen) til at dyrke tankerne. Resten af tiden så tillad, at tankerne er der uden at dykke ned i dem
Sæt tidsbegrænsninger op for regelrytteren, sikkerhedschefen, historieforskeren og den skamfulde spion.
Hvis det er svært at skulle begrænse dette til et afgrænset tidsrum. Prøv at notere dig fordele og ulemper ved denne adfærd og hold fast i denne lille analyse som et hjælpemiddel, når du føler trang til at ansætte en af de ovenstående til en arbejdsopgave udover det aftalte tidsrum.
Vær opmærksom på, hvad du retter din opmærksomhed mod.
Hvis du ofte fokuserer på trusler omkring din partner, er der en god mulighed for, at dit fokuspunkt forstørrer din oplevelse af det frygtede. I stedet for at holde øje med, hvem din partner kigger på, når du er ude i byen med ham, så prøv istedet at holde øje med at hygge dig med ham. At holde øje med trusler er ikke fordrende for hyggen. Hvad kan du holde øje med i stedet? Samtalen? Hans skønne stemme? Musikken omkring dig?
Husk på: tanker om, at han er utro, betyder ikke, at han er utro.
De er blot tanker. Følelser af uvished betyder ikke, at der er noget om snakken.Tanker og følelser bliver fodret af, hvordan vi håndterer dem. Hvis du håndterer tanker og følelser om utroskab som baggrundsstøj og retter fokus mod det, som virkelig betyder noget for dig, vil du kunne opleve, at det glider mere i baggrunden.
Kontakt os for mere information
Hvis det er svært for dig at begive dig ud på denne rejse uden en hjælpende hånd, står vi klar til at hjælpe dig. Vi har arbejdet med jalousi i mange år, og vi har hjulpet mange til et liv ,hvor jalousien ikke længere er i førersædet.
Kontakt os i dag, hvis du vil høre mere om behandling af jalousi.
De bedste hilsener fra Psykologerne i D&W