Forholds-OCD (R-OCD) og kognitiv terapi
Har du nogensinde tænkt: “Er min kæreste den rigtige for mig?”
Det er en tanke, de fleste kan genkende – uden at den nødvendigvis spiller en stor rolle. Men for nogle bliver tanken ved med at dukke op og føles vigtig, alene fordi den opstår. I sådanne tilfælde kan der være tale om en tvangstanke – og en form for forholds-OCD.
Når mange hører ordet OCD, tænker de på overdreven håndvask eller det at tjekke døre og komfurer igen og igen.
Men OCD kan komme i mange former – også i relationer. Fælles for alle former er tilstedeværelsen af tvangstanker og tvangshandlinger.
OCDen består af tvangstanker og tvangshandlinger.
Tvangstanker defineres som gentagende tanker, mentale billeder eller impulser, som man oplever som indtrængende, uønskede eller upassende. Tvangshandlinger er gentagende handlinger, som har til formål at fjerne ubehagelige tanker og følelser.
Disse handlinger kan være mere eller mindre tydelige for andre idet de kan foregå som en ydre adfærd og som en indre mental adfærd.
Forholds-OCD bliver ofte omtalt som “pure-O” – en betegnelse, der henviser til, at tvangshandlingerne ikke er synlige for andre.
Men det er lidt misvisende, for der foregår som regel mange mentale handlinger: man analyserer, tjekker, vurderer og forsøger at opnå sikkerhed – bare inde i hovedet.
Almindelige tvangstanker for en som er ramt af forholds-OCD, er følgende:
- Er min partner den rigtige for mig?
- Har jeg de rigtige følelser for min partner?
- Var mine følelser mere genuine tidligere?
- Har jeg følelser for andre end min partner?
- Er jeg egentlig tiltrukket af min partner?
Disse tanker kan fylde mere eller mindre i perioder, og de bliver ofte udløst af ændringer i ens forhold. Det kan være at forholdet bliver mere alvorligt og man skal møde ens partners familie, man er blevet friet til, ved spørgsmål om graviditet, beslutning om at flytte sammen eller lignende. Det er ikke ualmindeligt, at tankerne kan kredse omkring disse temaer flere timer dagligt. Tankerne opleves som stressende, drænende, skamfulde og angstprovokerende.
De typiske tvangshandlinger
Knyttet til forholds-OCD kan være:
Tjekkeadfærd:
- Have sex med partner for at tjekke, om følelserne er der
- Teste følelser for partner ved at flirte med andre
Mental tjekkeadfærd:
- Teste følelser fx ved at mærke efter, om man mærker det rigtige til enhver tid
- Sammenligne om følelserne er de rigtige nu i forhold til, hvordan de var tidligere i forholdet. Eller i forhold til tidligere forhold.
- Sammenligne om ens forhold er så godt som vennernes forhold er.
Undgåelsesadfærd
- Undgå at være alene med partner, for ikke at blive konfronteret med tvivlen.
- Undgå at være alene med attraktive mennesker, for at undgå tvivlstanker.
Sikkerhedssøgen
- Spørge meget ind til andres forhold og sammenholder det med det forhold, man selv er i.
- Sikkerhedsspørger venner og familie om de mener, dine følelser og dit forhold er det rigtige for dig.
Disse strategier giver ofte midlertidig ro – men i længden gør de tankerne mere vigtige og belastende. For når man reagerer på tvivlen, som om den skal løses, føles den netop som et problem, der skal løses.
Mange tænker: “Jeg ville jo ikke være så meget i tvivl, hvis der ikke var noget om det.”
Hvordan ved jeg, om jeg har forholds-OCD, eller om jeg reelt er i tvivl?
Det spørgsmål stiller mange i terapi – og det giver god mening.
Når tvivlen fylder meget, er det naturligt at ville forstå, hvad den betyder.
Ved forholds-OCD oplever man ofte, at tankerne ikke stemmer overens med, hvordan man egentlig har det.
Man kan føle sig tæt forbundet med sin partner og ønske, at forholdet skal fungere – men samtidig blive overvældet af tanker som: “Hvad hvis det ikke er rigtigt?” eller “Ville jeg føle mere, hvis det var den rigtige?”
Tvivlen føles presserende og angstfyldt, og man begynder at lede efter svar – uden at finde dem.
Når vi prøver at finde det rigtige svar, føles det, som om der må være en løsning. Men dét forsøg på at finde vished er netop det, der fastholder tvivlen.
Usikkerhed er en del af livet – også i kærlighed
Vi mennesker lever med usikkerhed hver eneste dag – også i kærlighed.
Vi ved ikke, om vi vil fortryde en beslutning, før vi har truffet den.
Vi kan ikke få vished om, hvordan vi vil føle om fem år – eller hvordan livet ville have været med en anden.
Selv i vigtige valg må vi leve uden garanti.
Det samme gælder i parforholdet.
Bare fordi tanken “er min partner den rigtige?” dukker op, betyder det ikke, at den er vigtig – eller sand.
Tvivl føles som noget, vi skal tage alvorligt – men det betyder ikke, at vi skal reagere på den.
Når du begynder at se dét, kan du gradvist frigøre dig fra tvivlens greb.
Tvangstanker om forholdet har dog nogle fællestræk, som adskiller sig fra almindelige tvivlstanker:
Tvivl er en naturlig del af ethvert forhold. Vi kan alle opleve usikkerhed – især i overgange eller pressede perioder.
Men ved forholds-OCD er tvivlen anderledes:
Den er påtrængende og tilbagevendende. Tankerne føles ukontrollerbare og vender tilbage, uanset hvor meget man prøver at få dem til at forsvinde.
Den er forbundet med stærk angst. Tankerne vækker ofte panik, uro, skyld eller skam.
Den står i kontrast til ens faktiske oplevelse. Mange beskriver, at de har det godt i forholdet – men tankerne skaber tvivl alligevel.
Den fører til tvangspræget adfærd. Man tjekker sine følelser, analyserer relationen, søger bekræftelse eller undgår bestemte situationer.
Almindelig tvivl kommer og går. Den er ubehagelig, men ikke altopslugende.
Tvangstanker føles derimod presserende og kræver handling – som om der skal findes et endeligt svar nu. Og netop jagten på vished fastholder dig i tvivlen.
Mange kommer i terapi med et stort ønske om at blive helt sikre: “Er min partner den rigtige?”
Det føles som det vigtigste spørgsmål at få besvaret. Og når jeg som psykolog siger: “Jeg tror, du elsker din partner”, kan det give en midlertidig lettelse.
Men det svarer til at smide isterninger i en gryde, der koger over – det dæmper det hele lidt i øjeblikket, men snart bobler det igen.
Behovet for ny vished dukker op, og den indre uro vokser.
Derfor arbejder vi i terapien ikke med at finde den endelige sandhed, men med at ændre, hvordan du forholder dig til tvivlen. Når du opdager, at tankerne er netop dét – tanker – og ikke sandheder, du skal handle på, får du gradvist mere ro. Ikke fordi du finder det rigtige svar, men fordi du opdager, at du kan være i tvivlen uden at den styrer dig.
”Jeg vil jo ikke være så meget i tvivl, hvis der ikke var noget om det!”
Tvangshandlingerne fører til at tvangstankerne opleves som enormt vigtige og betydningsfulde, og derfor kommer tankerene endu hyppigere tilbage.
Kognitiv adfærdsterapi for forholds-OCD
I behandlingen kigger vi i stedet på, hvori problemet ligger: Er problemet at du reelt set er i tvivl pga problemer i forholdet, eller er problemet, at du tillægger tankerne en bestemt betydning og derfor forholder dig til tankerne på en bestemt måde? Behandlingen har til formål at give en psykologisk forståelse af problemet, normalisere tankernes og følelsernes indhold og kortlægge de mønstre, som er med til at vedligeholde vigtigheden og angsten for disse tanker. Denne adfærden involverer som regel en undgåelse af visse tanker og situationer, tjekkeadfærd omkring følelser eller mentale sikkerhedsritualer.
Gennem adfærdseksperimenter bliver den ramte mere overbevist om, at undgåelse, sikkerhed og tjekke-adfærd kun er med til at vedligeholde problemet og får erfaringer med, at man godt kan have tanker og følelser om, at ens partner ikke er den rigtige, uden at det betyder, at de ikke er det. Når man forholder sig til tankerne, som det de er, netop bare tanker, og ikke som vigtige og betydningsfulde, bliver resultatet, at tankerne ikke optræder så ofte og ej heller med det samme ubehag. Og her kommer visheden.
Kontakt os gerne hvis du vil høre mere, og læs mere om OCD her:
Med venlig hilsen
Psykologerne Dam & Westerheim – Kognitiv & Metakognitiv Terapi