Gode råd til en stressfri jul
Julen er den tid på året, som forbindes med hygge. Men det er også den tid på året, som mange beskriver, som den mest stressende. Julen er ofte forbundet med en masse urealistiske forventninger. Sociale medier bugner med billeder af hyggelige projekter og samvær. Vi skal lave konfekt og bage småkager, bygge snemænd og pynte op og der skal købes de helt rigitige gaver, så alle bliver glade.
Herudover kommer vi ofte selv med minder fra barndommens jul, som vi ønsker at føre videre til vores egen familie.
Men de høje forventninger bliver desværre ofte alt for stressende at skulle leve op til. Vi løber stækt og mister nærværet og glæden ved det hele. De skuffede forventninger medfører ofte følelser, som kan være svære at håndtere, og som skaber yderligere skuffelser, da de ikke passer ind i den idyl, vi forventer af julen.
Så hvordan kommer vi bedst igennem julen uden at blive stresset over alle kravene om den helt rigtige jul.
- Sæt jer ned som familie og find ud af hvad der er vigtigt for jer at prioritere af de forskellige juletraditioner. Der kan være mange forskellige behov, der skal tages hensyn til. Find et godt kompromis, som I som familie kan trives med.
- Sig nej tak! Julen byder på mange arrangementer med familien, på arbejde, i skolen osv. Find balancen i hvor meget, I ønsker at deltage i og få sagt nej tak, hvis der er for mange arrangementer. Planlæg familietid. Børnene kan også få nok af planlagte arrangementer og have brug for bare at være hjemme.
- Sænk ambitionsniveauet. julen bliver ikke nødvendigvis bedre af, at småkagerne er hjemmebagte eller juledekorationen hjemmelavet. Find ud af hvad I har tid til, og hvad der faktisk er hyggeligt for jer.
- Vær i god tid. Fordel de forskellige opgaver ud over december, så du ikke står med alle julegaveindkøbene dagen før juleaften. Og uddeleger gerne opgaver til andre i familien.
- Vær realistisk i forhold til hvad du forventer dig. Julen er hyggelig, men indebærer også alt det, som hverdagen normalt byder på. Børnene kan være umulige, måske endda endnu mere i julen, hvor der er mange følelser på spil. Din partner kan have brug for alenetid og er ikke nødvendigvis indstillet på mere nærvær eller at bruge weekenden på julemarkeder.
- Bevar hverdagens normale aktiviteter. Selvom december byder på mange aktiviteter, kan du med fordel fastholde hverdagens struktur. Børn fungerer ofte bedst med velkendte rammer og kan bedre rumme de mange forventninger, hvis hverdagen forbliver velkendt. Bevar også dine egne aktiviteter med f.eks. træning og samvær med venner, da dette også er med til at skabe overskud.
I ønskes en glædelig jul fra alle os i Psykologerne Dam & Westerheim – Kognitiv & Metakognitiv Terapi