Corona og OCD – sådan håndterer du tvangstanker omkring smitte
Vores nyhedsfeed overstrømmes af nyheder om corona og alvorlige beretninger om personer og lande, der lider under smitten. Det er naturligt, at vi går rundt og er mere bekymret i denne usikre tid. Men hvis man lider af OCD, kan denne tid være ekstra udfordrende og medføre en stærk angst for at blive smittet eller smitte andre.
Vi hører i øjeblikket meget om, hvor vigtigt det er med en god håndhygiejne, og at vi bør tage ekstra foranstaltninger i forhold til at undgå spredning af smitte. Vi bliver opfordret til at vaske vores hænder grundigt og ofte og gerne suppleret med håndsprit. Dette kan fungere som en konstant trigger for personer med tvangstanker om bakterier og smitte og betyde, at deres OCD trænger sig på mere end normalt.
Pludselig bliver de bekræftet i, at håndvask er livsvigtig, og at alle andre også er optaget af håndhygiejne. Vi går alle rundt og vasker vores hænder mere end normalt, og er forsigtige med hvad vi rører ved, for at mindske smitterisikoen. Alt det som en person med OCD normalt vil have lært, at de skal gå imod.
Nu hvor hygiejnereglerne pludselig skærpes, kan det være svært at vide, hvilken adfærd der er acceptabel, og hvornår ritualerne er drevet af tvangstanker. Der er en forhøjet risiko for, at personer med OCD krydser grænsen for fornuftig håndhygiejne til tvangshandlinger, styret af angst. Der vil opstå tvivl, om håndvasken nu er god nok, og man vil derfor ofte vaske hænder i længere tid eller oftere. Tvangstankerne tager udgangspunkt i en fortrinsvis lille risiko og overdriver faren ved denne, hvilket øger følelsen af altid at skulle handle helt korrekt. Det bliver vanskeligt at stoppe håndvasken, da den øgede risiko ved den nuværende virus tilskynder personen til at vaske yderligere.
Så hvad kan du gøre, hvis din OCD har kronede dage i tiden med coronavirus?
Gode råd til håndtering af tvangstanker
- Begræns hygiejnen til Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
I denne tid er det fornuftigt at være mere omhyggelig med ens hygiejne, men lyt til Sundhedsstyrelsens anbefaling og gør ikke mere end dette. Tvangstankerne vil gerne råbe højt om, at du ikke gør det godt nok og appellere til yderligere tiltag. Det er fristende at give efter for at slippe for det ubehag, der følger med tankerne. Ekstra tiltag kan måske give lidt ro her og nu, men vil blot medføre flere krav om ekstra hygiejne og øge angsten på længere sigt.
Vær opmærksom på om du vasker hænder ud fra anbefalingerne, eller om det udføres rituelt med håbet om, at det vil føles rigtigt og give ro. Beslut dig for hvilken måde, der er den rigtige for dig ud fra Sundhedsstyrelsens regler og følg denne. Det skal ikke være OCD’en, der definerer rammerne, men dig. Beslut dig på forhånd hvilke retningslinjer, du ønsker at følge, når trangen om håndvask melder sig, og lad disse retningslinjer styre din adfærd fremfor at lade dig styre af tvivl eller følelser af angst. Beslut dig for eksempel for at vaske hænder, når du skal lave mad eller har pudset næse. Eller når du går ind og ud af et supermarked. Beslut samtidig at du derimod ikke skal vaske hænder hver gang, at du har rørt ved en vare i supermarkedet, men først når du går ud derfra.
- Accepter usikkerhed.
OCD fungerer ikke godt med usikkerhed. Den vil have garantier. Lige nu hører vi hele tiden, at hvis vi er i tvivl, så skal vi reagere. Det er ekstra svært at navigere i, hvis du har OCD, hvor du kæmper med en ”tvivlesyge”, som du netop ikke skal lytte til.
Måske begynder du at gå med på ideer om, at du kan få kontrol og garantier i håb om at styre OCD’en og slippe for tanken og tvivlen. Hvis bare jeg får sikkerhed, så vil jeg få det godt. Du begynder måske at vaske hænder mere eller læser konstant op på den nyeste viden om situationen. Men dette er desværre blot en ond cirkel, hvor du skal vaske eller læse mere og mere, da du ikke kan opnå en garanti. Det er en usikker tid, og det kan vi desværre ikke fjerne, uanset hvor meget vi gør. Arbejd i stedet på at acceptere de ting du ikke ved og tillad dig selv ikke at fokusere mere på det end nødvendigt.
- Lad tanken være
Det er helt naturligt, at der dukker mange tanker op om virus i denne periode. Det er en tid, hvor vi får af vide, at vi skal være bekymret og tage situationen alvorligt, og dette kan aflede katastrofetanker og tvivl. Du får måske tanker som ”tænk hvis jeg har rørt noget, som kan smitte andre” eller ”hvad nu hvis jeg rørte ved min næse, uden at jeg mærkede det”. Men tanker er bare tanker og ikke sandheder. Og tanker kan passere igen, hvis du ikke engagerer dig i dem. Kan du øve dig i at have tanker uden at bekymre dig om dem. Giv dig selv lov til at slippe fokus på dem. Du kan sagtens tage situationen alvorligt og følge retningslinjerne, uden at bekymre dig.
- Begræns dit nyhedsfeed.
Nyheder om coronavirus er alle vegne. Der er konstant nyhedsudsendelser i fjernsynet, og de sociale medier strømmer over med indslag omkring virus samt folks holdninger til rigtig og forkert. Dette kan trigge en masse bekymringer og øge dit fokus på hygiejne. Begræns forbruget til en daglig nyhedsudsendelse og undgå de sociale medier mest muligt i denne periode. Dine tvangstanker vil fortsat opstå, men målet er ikke at fjerne tvangstankerne helt, men i stedet at undgå at dyrke dem.
- Fokuser på din generelle trivsel
Det er vigtigt at fokusere på din generelle trivsel, da dette kan fungere som en buffer i forhold til OCD og hjælpe dig til at fokusere på andre ting end virus. Hvad trives du med, og er der noget af dette, du kan fastholde i denne tid, samtidig med at du overholder Sundhedsstyrelsens anbefalinger?
Mange trives bedst med en vis grad af rutiner i hverdagen. Stå op og gå i seng på faste tidspunkter og fasthold en rimelig plan for dagen. Det kan være en fast morgenrutine og en daglig gåtur midt på dagen.
Sørg også for at få dækket dit sociale behov i det omfang, der er muligt. Der findes mange online muligheder, hvor du kan snakke med vennerne eller spille et spil sammen. Vær også opmærksom på dit behov for støtte fra venner og familie i denne tid og ræk ud efter dem.
Hvis du får brug for ekstra støtte, er du meget velkommen til at kontakte os. Vi tilbyder forløb enten her i praksissen eller som videokonsultation.