Depression og retning

Depression: Når livet mister mening og retning

Der er mange grunde til, at en depressiv tilstand er så tung at bære – og det er store individuelle forskelle på, hvad der fylder mest.
For nogle er det tomheden. For andre håbløsheden.

Men mange beskriver en følelse af, at retningen er forsvundet – som om livet er sat på pause, og man ikke længere ved, hvor man er på vej hen.
Man ved måske ikke engang, hvad man vil.
Ikke bare i de store spørgsmål – Hvad vil jeg med mit liv? Med min partner? – men også i det helt nære: Hvad har jeg lyst til at spise? Hvad gider jeg se? Hvor skal jeg starte i dag?

Det er helt naturligt, at de ting, du tidligere fandt glæde eller mening i, mister deres betydning, når du er ramt af depression. Og det er lige så naturligt, at du trækker dig fra dem.
Du kan måske godt huske, hvad du plejede at ville. Hvad der plejede at give mening.
Men nu føles det hele fjernt. Fladt.

Som om forbindelsen til det, der engang betød noget, er blevet brudt.
Du gør måske stadig mange af de samme ting – men det føles anderledes.
Og det, der før motiverede dig, rammer ikke længere.

Det er som om, din indre GPS har mistet signalet.

Når retningen forsvinder, bliver alt tungere

Vi orienterer os ofte efter det, der føles meningsfuldt.
Det, vi glæder os til. Det, der giver os en fornemmelse af retning.
Men når du har en depression, forsvinder den følelse ofte.
Det, du plejede at ville, føles ikke vigtigt længere.
Og det, du ved, burde være rart, gør ikke nogen forskel.

Så hvorfor gøre noget? Hvorfor tage skridt, hvis du ikke kan mærke, hvad du går imod?

Du trækker dig – og det giver mening

Når alting føles tungt, og der ikke er noget, du har lyst til, er det naturligt at trække sig.
Aktiviteter, der før gav glæde, energi eller ro, kræver pludselig alt for meget.
Det kan føles som om, du tærer på de sidste kræfter, bare for at deltage i noget.
Som om kroppen beder om hvile og ikke kan andet.
Og det giver mening.

Problemet er bare, at energi ikke fungerer som penge på en konto – noget, du først kan bruge, når du har nok.
Tværtimod får du ofte mere energi, når du bruger lidt af det, du har.
Men det kræver en indsats, som du i øjeblikket ikke føler dig i stand til.

Hvad skal man så gøre, når GPS'en ikke virker?

Når ens følelsesmæssige GPS svigter, må man navigere på en anden måde for at finde mening og retning.
Var du sømand, ville du rette blikket mod stjernerne og beregne solhøjde.
Det kræver lidt mere – men det fungerer.

På samme måde viser forskning, at det kan være hjælpsomt at styre efter struktur, fremfor lyst, når man har en depression.
Metoden kaldes adfærdsaktivering og er en central del af den kognitive behandling for depression.
Studier viser, at adfærdsaktivering er lige så effektiv – og nogle gange mere effektiv – end både medicin og andre former for terapi.
Det handler ikke om store livsforandringer, men om små, målrettede handlinger, der langsomt genopbygger forbindelsen til glæde, mening og energi.

Tre strategier, der kan hjælpe dig i gang:

  1. Lav en lille dagsplan – og hold dig til den, også når du ikke har lyst.
    Når du handler, før følelsen er der, giver du hjernen mulighed for at genopdage, hvad der virker.

  2. Skel mellem “svært” og “forkert”.
    Mange tror, at hvis noget føles tungt, er det et tegn på, at det ikke er det rigtige.
    Men ved depression er det ofte det modsatte: det svære er netop det vigtige.

  3. Giv dig selv lov til at føle lidt – og gøre alligevel.
    Det er ikke et krav at have overskud. Du må gerne føle dig flad og stadig tage et lille skridt.
    Det er sådan, systemet gradvist vækkes igen.

Du behøver ikke finde retningen alene

Når man har en depression, er det let at føle sig afkoblet fra alt det, der før gav mening.
Men det betyder ikke, at du har mistet dig selv – eller at der ikke er vej tilbage.
Ofte kræver det støtte udefra for at tage de første skridt. Nogen, der kan hjælpe med at holde fast i retningen, når du ikke selv kan mærke den.

Hos Psykologerne Dam & Westerheim tilbyder vi behandling for depression med udgangspunkt i netop det:
At hjælpe dig i gang – roligt og i dit eget tempo.
Vi arbejder med både kognitiv og metakognitiv terapi og tager udgangspunkt i, hvad der passer til dig og det, du står i.

Du er altid velkommen til at kontakte os – helt uforpligtende.

Jeg startede hos min psykolog med følelsen af, at mine bekymringer og grublerier fyldte alt for meget, samtidig med at jeg havde accepteret, at sådan var det og ikke kunne se, hvordan det skulle være muligt at ændre eller kontrollere. Under mit forløb med min psykolog, har hun hjulpet mig til at indse, at mange af de ting jeg ikke troede jeg kunne ændre eller som jeg troede var en del af min personlighed og den jeg var, handlede om min angst og uhensigtsmæssige måder at håndtere mine tanker og bekymringer. Med lige dele omsorg, humor og “skubben på” har jeg altid følt mig tryg og godt tilpas i min psykologs selskab»

Kvinde, 30 år, metakognitiv terapi for social fobi og panikangst

"Jeg har igennem flere år været plaget af OCD og angst. I forbindelse med, at jeg blev mor, blussede OCD'en desværre op for fuld lue. Terapien og de redskaber jeg har fået derigennem har hjulpet mig med at tæmme OCD'en og det betyder, at jeg i dag kan leve et liv med mindre OCD og mere livsglæde og nærvær. Vigtigst af alt kan jeg nyde livet med min datter"

Kvinde, 34 år

"Jeg går altid fra min psykolog med en “aha-oplevelse”, lettere i hovedet og følelsen af at være stærkere og mere rustet til selv at kunne håndtere tanker og situationer, jeg førhen ikke troede var muligt. De værktøjer jeg har fået af min psykolog har været guld værd, og det eneste jeg fortryder er, at jeg ikke startede hos hende noget før"

Kvinde, 30 år, terapi for angst

"Hos Silje bliver jeg altid mødt med enorm empati, nærvær og professionalisme. I trygge rammer med plads til både alvorlighed og humor, oplever jeg at blive støttet og udfordret på allerfineste vis. Det bedste er, at jeg har fået konkrete redskaber, som jeg bruger hver eneste dag og som gør mig i stand til at navigere i det, som er svært"

Kvinde, 30 år, OCD-behandling

"At starte hos Silje har været en af de bedste og vigtigste beslutninger jeg nogensinde har taget. Jeg anbefaler hende til alle jeg kender, for alle burde have en Silje, hvis man har brug for det"

Kvinde 30 år, metakognitiv terapi for angst

"Min psykolog er god til at kombinere professionalitet med varme og omsorg. Hun har været ekstremt lyttende og opmærksom på mine reaktioner og fremskridt i hele forløbet. Dette har bidraget til en følelse af samarbejde og fælles målsætning i behandlingen"

Kvinde 19 år, Behandling for BDD

"Jeg kan varmt anbefale Psykologerne Dam & Westerheim. Jeg har været gennem et forløb, hvor min psykolog har været meget professionel og behagelig. Hele forløbet har været meget trygt, og jeg har værdsat det store fokus på at anvende øvelser og værktøjer i daglidagen. Mit forløb har uden tvivl været en meget positiv oplevelse"

Kvinde, 27 år

"Jeg har været glad for mit forløb hos Psykologerne Dam & Westerheim, hvor jeg har fået hjælp til min angst. Jeg oplevede at min angst gjorde at jeg mistede kontrollen og var ked af det hele tiden. Jeg fik hjælp til, hvordan jeg kunne være med mine tanker uden at blive bange for dem. Jeg føler mig stærkere her på den anden side af forløbet"

Kvinde, 29 år

"Jeg er yderst glad for at have fundet frem til Maja fra Psykologerne Dam & Westerheim. Hun er en fantastisk hjælp for mig, i forhold til at håndtere de problematikker jeg går og døjer med i hverdagen. Jeg har allerede anbefalet psykologerne til mine nærmeste og vil fortsat gøre det. Tusind tak for hjælpen. :-)"

Mand, 29 år

"Jeg kan kun give mine varmeste anbefalinger til Psykologerne Dam & Westerheim, hvor jeg har været i OCD behandlingsforløb hos psykolog Maja Dam. Maja er en meget dygtig og empatisk psykolog, der har en stor viden og faglighed på OCD-området"

Kvinde, 34 år

"Silje fremstår meget professionel med dyb respekt for mig Silje har en helt unik personlighed fuld af empati overfor mine udfordringer"

Kvinde, 59 år

Måske vil du også være interesseret i:

Kontakt os

Kontakt os endelig, hvis du har spørgsmål til behandling. Vi besvarer alle henvendelser inden en hverdag.
Del denne post: