Præstationsangst

Tænk hvis de kan se, jeg er nervøs? Tænk hvis jeg glemmer, hvad jeg skal sige? Hvad nu hvis jeg ikke kan præstere seksuelt? Hvad nu hvis jeg stammer, når jeg skal fremlægge? Tænk hvis klappen går ned?

Præstationsangst handler grundlæggende om frygten for at udføre en bestemt opgave. Præstationsangst er ret almindeligt, og de fleste bliver nervøse, når de går ud af deres comfort zone, men præstationsangst skal ikke begrænse dig i din hverdag og føre til, at du holder dig tilbage fra opgaver, du egentlig ønsker at give dig i kast med.

Angsten kan blive en selvopfyldende profeti. Hvis du er nervøs for at stamme og glemme din tekst – øger det sandsynligheden for at netop dette sker. Hvis du er nervøs for at ikke få rejsning – øger det sandsynligheden for, at den udebliver.  Men fortvivl ikke. Der er rigtig god hjælp at hente – og vi er specialister i præstationsangst.

Er du i tvivl om du lider af præstationsangst

Bliv klogere på præstationsangst

Problemet opstår ofte langt før den frygtede situation. Tankerne om den frygtede situation opstår, så snart du er opmærksom på, at situationen nærmer sig. Disse tanker kommer helt naturligt, når vi står overfor en situation, vi frygter, og kan sammenlignes med opslag på sociale medier: Hvis du klikker dig ind på dem, kommer der endnu flere.

Jo mere du behandler tankerne, som om de er vigtige og betydningsfulde – jo flere frygttanker kommer der. Jo længere du er fastlåst i dem – jo mere angst oplever du. I behandlingen retter vi fokus mod denne onde cirkel, så du kan slippe tankerne og tro mindre på dem.

Angsten ændrer, hvad vi retter opmærksomheden imod, og skaber et forstyrrende indre fokus. Sandsynligvis forestiller du dig, hvad andre ser, når de kigger på dig. Ser du nervøs ud? Ryster du? Er du ved at glemme, hvad du skal sige? Fokuserer du intenst på om, om rejsningen kommer?

Et indre fokus er frygtelig forstyrrende for præstationen. Du har det typisk bedst, når du glemmer dig selv. Det indre fokus vil gøre dig mere angst – føre til flere selvkritiske tanker – og et endnu større fokus. Endnu en klassisk ond cirkel, som vi kan hjælpe dig med at bryde.

Hvis du er plaget af præstationsangst, er du typisk ikke fri for ubehaget, efter situationen er overstået. Din oplevelse af præstationen vil typisk plage dig i lang tid efterfølgende. Klikker du dig ind på tankerne igen? Dissekerer du oplevelsen? Tænker du på, hvad andre tænker om din præstation, og hvad du skulle have gjort anderledes?

Jo mere du klikker dig ind på disse tanker, jo mere behandler du tankerne og oplevelsen som vigtig og betydningsfuld. Det vil føre til, at oplevelsen fremstår som langt værre, end den nok i virkeligheden var og fastlåse dig i angsten – et mønster vi fokuserer på at bryde i behandlingen.

Når nervøsiteten har fat i dig, og situationen opleves utryg, er det helt naturligt at søge efter tryghed. Det er en ganske almindelig strategi at forsøge at undgå det frygtede. At du undgår at holde oplæg, undgår at sige noget til forelæsningen eller undgår at have sex. Eller at du prøver at sikre dig, at det frygtede ikke vil finde sted, ved for eksempel at overforberede dig, drikke en ekstra øl eller tage betablokkere for at finde roen.

Strategierne kan hjælpe på den korte bane, da det typisk giver er efterspurgt ro, men på den lange bane holder det fast i nervøsiteten, da det blokerer for opdagelsen af, at du sagtens kan præstere fint uden denne mentale krykke.

Kognitiv og metakognitiv terapi rettet mod præstationsangst

Læs mere om både kognitiv og metakognitiv terapi. Helt kort fortalt vil du i kognitiv terapi lære at nuancere den indre kritiske stemme, så du ikke tror på den mere – og i metakognitiv terapi vil du lære at ignorere den indre kritiske stemme, så den vil fylde mindre.

Begge metoder tager udgangspunkt i, at du skal kunne leve det liv, du ønsker dig, uden angsten på sidelinjen.

Sådan kan vi hjælpe dig

Alle vores psykologer har stor ekspertise i angstbehandling, og vi har hjulpet hundredvis af klienter med at håndtere præstationsangst med nye strategier, så de nu lever et liv uden angst. Vi tilbyder både kognitiv og metakognitiv terapi – som er fremragende behandlingsformer for netop denne type angstproblematik.

Behandlingen tager udgangspunkt i, hvad der holder angsten i live og med en varm og støttende psykolog på sidelinjen, vil du få en forståelse for de vedligeholdende mønstre og du vil få redskaber til at håndtere tvivlen på nye måder og træne på dette i trygge rammer.

Du vil få hjemmeopgaver mellem hver session, så du trygt og gradvist kan leve det liv, du ønsker – uden præstationsangst. Vi er optaget af at give dig en behandling, som passer til dine ønsker og behov. Har du ønsker til en blødere og gradvis behandling eller en hurtig og mere intensiv behandling? Vi lytter til dig og tilpasser behandlingen til dit behov.

Søger du en god og dygtig psykolog i København?

Det tilbyder vi

Uanset hvilken metode du vælger, kan du være sikker på, at du møder en psykolog med stor erfaring, uddannelse og træning i netop behandling af præstationsangst med kognitiv og metakognitiv terapi

Du er også velkommen til at kontakte os, og vores psykolog Maja vil meget gerne vejlede dig til hvem af psykologerne og hvilken metode, som kan passe bedst til netop dig og dine behov og ønsker.

Uanset kan du være tryg ved, at vi tilbyder behandling i topklasse.

Vil du vide mere?

Du er altid velkommen til at kontakte os, og vores psykolog Maja vil meget gerne vejlede dig til hvem af psykologerne og hvilken metode, som kan passe bedst til netop dig og dine behov og ønsker.