Hønen eller ægget?
For mange føles det logisk, at lavt selvværd er årsagen til selvkritik: “Hvis jeg kan reparere mit ødelagte selvværd, kan jeg også blive mindre selvkritisk.” Men i praksis er sammenhængen omvendt.
Du har ikke selvkritiske tanker og holder øje med, om folk kan lide dig, fordi du har lavt selvværd. Det er omvendt: Du får lavt selvværd, fordi du er meget selvkritisk og konstant holder øje med tegn på, om du er god nok.
For mange føles selvkritik som en form for kontrol. Som om man ved at være hård mod sig selv kan undgå fejl, blive bedre og tage styring:
“Hvis jeg bare er hård nok ved mig selv, bliver jeg bedre.”
“Hvis jeg gennemgår det hele igen, undgår jeg at dumme mig næste gang.”
“Hvis jeg forstår, hvad der er galt med mig, kan jeg fikse det.”
Samtidig begynder mange at overvåge omgivelserne for tegn på kritik eller afvisning:
- hvordan andre reagerer
- om nogen virker utilfredse
- om stemningen ændrer sig
Hver lille mimik eller pause kan tolkes som et slags målebånd på, om man er god nok. Problemet er, at jo mere du vender blikket indad og holder øje med trusler udefra, desto mere fylder fejlene. Lidt som at skrue op for en radio – du hører mere af det, du tuner ind på.
Og samtidig vokser kløften mellem idealet og den, du er.
Bygge selvværd – eller give det plads?
Du behøver heldigvis ikke at “bygge” et stærkere selvværd ved at konstruere en ny og bedre udgave af dig selv. Det handler snarere om at stoppe med de mønstre, der hele tiden forsøger at beskytte dig – men som i praksis holder selvværdet nede.
Psyken har en indbygget evne til at regulere sig selv, når den får lov. På samme måde som et sår på huden gror bedst, når du lader det være i fred, kan selvfølelsen også finde tilbage i balance, når den ikke konstant bliver pillet i med selvkritik, grublerier og overvågning af tegn på, om du er god nok.
Mange holder fast i disse strategier, fordi de føles velkendte.
Det velkendte kan føles tryggere end det ukendte.
Også selv når det velkendte gør ondt.
Hvis du hele tiden har lært at holde øje med fejl, kritik og stemningsskift hos andre, kan det føles risikabelt at give slip på overvågningen. Som om du mister kontrollen. Men det er netop denne konstante monitorering, der holder usikkerheden i live. Det betyder ikke, at usikre tanker eller svære følelser forsvinder. Men det betyder, at du ikke længere behøver bruge al din energi på at kontrollere, reparere og “beskytte dig selv”.
Det er ikke lavt selvværd, der skaber selvkritik –
det er selvkritikken, der holder selvværdet nede
Hvad ville der ske, hvis du handlede som om du var god nok?
Mange frygter, at hvis de slipper selvkritikken, vil de:
- blive arrogante
- blive sårbare
- overse signaler fra andre
- blive ramt hårdere af afvisning
- stoppe med at udvikle sig
Men så sker det modsatte. Når du ikke hele tiden er optaget af at beskytte dig selv eller bevise dit værd, får du mere ro og overskud til at:
- tage initiativ
- sige din mening
- sætte grænser
- være mere til stede i relationer
Og til at opdage, at selv når du fylder mere, sætter grænser, trækker dig eller er en smule irriterende, måske? Så er der stadig plads til dig.
Hvad der faktisk hjælper
For mange er det en stor øjenåbner at opdage, at selvværd ikke skal bygges op, men at det snarere aktivt bliver holdt nede af selvkritik, grublerier og et vedvarende fokus på fejl og mangler.
Når du gradvist giver slip på at holde dig selv nede, får selvværdet bedre betingelser for at finde tilbage i balance – helt af sig selv.
Siden er skrevet af psykolog Katrine Lindstrøm
Jeg er psykolog uddannet fra Københavns Universitet og videreuddannet indenfor metakognitiv terapi. Jeg har særlig erfaring med lavt selvværd, angst, OCD og andre tilstande, hvor tvivl, grublerier og fastlåste mønstre fylder.
I mit arbejde lægger jeg vægt på høj faglighed og et trygt, nysgerrigt samarbejde. Hos mig får du redskaber, der kan omsættes direkte i hverdagen og styrke din trivsel.
Vi vil gerne hjælpe dig videre
Hvis du stadig er i tvivl om hvordan du skal håndtere lavt selvværd, vil vi meget gerne hjælpe dig videre.
De bedste hilsener fra psykologerne D&W.