Når fortiden skygger for fremtiden
Nogle mennesker med OCD er ikke plaget af frygt for, hvad der kan ske.
De er plaget af det, der allerede er sket.
Real event OCD handler om vedvarende tvivl, skyld og skam knyttet til konkrete hændelser i fortiden – ofte hændelser, som andre ville have lagt bag sig for længst. Det kan være noget, man sagde, gjorde, undlod at gøre – eller noget, man gjorde uden at tænke nærmere over det dengang.
For nogle handler det også om såkaldt kontaminerede minder: tvivl om, hvad der faktisk er sket, og hvad der er fantasi. Fantasien kan opleves så livagtig, at den tages lige så alvorligt som virkelige minder.
Hvad nu hvis hændelsen siger noget grundlæggende negativt om min karakter?
Ved real event OCD kredser tankerne ofte om spørgsmål som:
- Hvad nu hvis jeg var værre, end jeg husker?
- Hvad nu hvis jeg gjorde skade på nogen uden at vide det?
- Hvad nu hvis det her siger noget grundlæggende om, hvem jeg er som menneske?
Analysen af fortiden er typisk drevet af en stærk trang til at forstå, få svar, straffe sig selv eller “blive klogere”.
Men jo mere man kører rundt i minderne, desto mere virvles angst og uro op – og desto mere rodet og uafklaret føles det hele.
Følelserne kommer til at fungere som beviser i den sag, man fører mod sig selv –
samtidig med at forsøgene på at håndtere minderne holder skyld og skam fast.
Når løsningen bliver problemet
De fleste med real event OCD bruger enormt meget mental energi på at forsøge at få klarhed:
- De gennemgår hændelsen igen og igen i tankerne
- De analyserer deres intentioner, tanker og følelser fra dengang
- De leder efter beviser for, at de ikke er et dårligt menneske
- De straffer sig selv mentalt
Alt sammen kan give kortvarig lettelse.
Og alt sammen forstærker på sigt problemet.
For jo mere man forsøger at opnå moralsk sikkerhed gennem grubleri og mental kontrol, desto mere usikker og fanget bliver man.
Løsningen bliver selve problemet.
Skyld og skam – når følelserne aldrig får lov at falde til ro
Skyld og skam er vigtige menneskelige følelser.
De hjælper os med at justere adfærd og tage ansvar.
Men i real event OCD bliver følelserne altoverskyggende, fordi sindet aldrig får lov at afslutte sagen. Der er altid lige ét spørgsmål mere, der skal besvares.
I stedet for at føre til læring og bevægelse fremad, bliver skyld og skam en tilstand, man lever i.
Følelserne kommer til at fungere som beviser i den sag, man fører mod sig selv – samtidig med at de strategier, man bruger for at håndtere minderne, netop er det, der holder skyld og skam fast.
Det bliver en gordisk knude, hvor forsøgene på at få ro i sindet ender med at fastholde uroen.
Mette kan ikke slippe en episode fra sine barndomsår.
I flere årtier havde hun ikke skænket den en tanke. Men ved en genforeningsfest slog mindet pludselig ned i hende som et lyn.
Som barn havde hun leget “læge” med en venindes lillebror. Hun bad ham tage tøjet af og ligge på “briksen” – i underbukser. Børnene grinede, og legen blev hurtigt glemt.
Men nu var han jo kun 8 år.
Tankerne begyndte at løbe: Hvad nu hvis det ikke var så uskyldigt, som jeg husker det? Hvad nu hvis jeg allerede dengang burde have vidst bedre?
Da Mette senere hørte, at han i dag kæmper med angst, faldt tvivlen på plads i en ny og skræmmende fortælling: Mon det var min skyld? Burde jeg opsøge ham og undskylde?
Mette havde forsøgt at tale med veninden om det, og det havde givet en kortvarig lettelse, da hun affejede bekymringen. Men roen holdt ikke. Mon hun bare sagde det for at være sød?
Spørgsmålene pressede sig på igen og igen:
Samtykkede han? Overså jeg et signal om, at legen ikke længere var sjov? Var der et tidspunkt, hvor jeg burde have stoppet – og ikke gjorde det hurtigt nok? Var det et overgreb?
Trangen til at tilstå
For at forsøge at gøre bod på fortidens fejltagelser vil mange med real event OCD føle en stærk trang til at tilstå eller “gå bodsgang”.
Man undskylder for noget, der skete for 10 år siden. Man skrifter igen til de nærmeste for at være sikker på, at alle detaljer er kommet med.
Udfordringen er, at denne adfærd aldrig hjælper efter hensigten. Den kan give kortvarig lettelse – men holder tvivlen, skylden og behovet for gentagelse i live.
Efterfølgende dukker nye spørgsmål op:
Fik jeg nu det hele med?
Skal jeg gå tilbage med de nye minder, der er dukket op?
Blev han retraumatiseret af, at jeg (igen) tog det op?
Og for mange melder den samme erkendelse sig igen og igen:
Tilgivelse fra andre skaber ikke ro – for man kan ikke tilgive sig selv når følelserne og tankerne stadig er der.
Metakognitiv terapi ved Real Event OCD
I metakognitiv terapi (MCT) arbejder vi ikke med at finde det “rigtige svar” på, hvad der skete i fortiden – eller om du gjorde noget forkert.
I stedet arbejder vi med:
- hvordan grubleri og mental gennemgang vedligeholder lidelsen
- hvilke antagelser der holder processen i gang (fx “jeg er nødt til at forstå det fuldt ud”)
- og hvordan du kan lære at lade tanker og følelser være, uden at engagere dig i dem
Tankerne om fortidens hændelser kan sammenlignes med sultne fugle, der har vænnet sig til at blive fodret.
Jo mere man fodrer dem med grubleri, analyser, sikkerhedsforanstaltninger og tilståelser, desto stærkere og mere påtrængende bliver de – og desto mere opmærksomhed kræver de.
I terapien arbejder vi med at holde op med at fodre fuglene.
Ikke ved at jage dem væk, men ved gradvist at lade dem være i fred.
Når den mentale bearbejdning slipper, bliver det lettere at skelne skidt fra kanel.
Skyld og skam mister gradvist deres greb og bliver nemmere at navigere i.
Og selv om der florerer mange påstande på nettet om, at real event OCD ikke kan behandles, er det ikke korrekt.
Real event OCD kan behandles effektivt – på linje med andre former for OCD.
Siden er skrevet af psykolog Anna Langfred
Jeg er psykolog uddannet fra Københavns Universitet og er certificeret indenfor metakognitiv terapi. Jeg har særlig erfaring med angst, OCD og andre tilstande, hvor tvivl, grublerier og fastlåste mønstre fylder.
Læs mere om OCD her Læs mere om Anna her
