FAQ om metakognitiv terapi

Hvad er metakognitiv terapi

Metakognitiv terapi (MCT) er en forskningsbaseret terapiform udviklet af professor Adrian Wells. I stedet for at arbejde med indholdet af dine tanker – fx “Er jeg god nok?” eller “Hvad hvis jeg bliver syg?” – fokuserer MCT på den måde, du forholder dig til tanker og følelser på.

MCT ser ikke grublerier og bekymringer som et tilfældigt symptom, men som en central årsag til, at angst og depression bliver ved med at fylde. Derfor arbejder vi med kernen af problemet: de tankeprocesser, der holder dig fanget i overtænkning, tvivl og kontrol.

Problemet er ikke dine tanker

– problemet er, hvordan du forholder dig til dem

Hvad er forskellen på kognitiv og metakognitiv terapi?

Kognitiv terapi handler traditionelt om at identificere, udfordre og ændre de negative tanker, du har om dig selv, andre eller fremtiden. Metakognitiv terapi går et skridt længere tilbage og ser på selve metaniveauet – altså hvordan du håndterer dine tanker.

I MCT forsøger vi ikke at overbevise dig om, at dine tanker er forkerte eller urealistiske. I stedet lærer du at opdage, at du kan lade tanker være, uden at de behøver at styre dine følelser eller handlinger.

Hvis tankerne er som dukker i et dukketeater, arbejder vi i metakognitiv terapi med den, der styrer dukkernes bevægelser. Hvorfor styrer du dem, som du gør? Er det, fordi du tror, det hjælper dig? Fordi du oplever, at det er ukontrollerbart? Eller fordi du er bange for, at det er farligt at tænke?

Det er disse ideer om tænkning, vi målretter i behandlingen – og netop dér ligger forskellen til kognitiv terapi.

Hvad er lighederne mellem kognitiv og metakognitiv terapi?

Kognitiv og metakognitiv terapi har flere ting til fælles:

  • Begge er evidensbaserede terapiformer med solid forskning bag sig.
  • Begge er strukturerede og målrettede forløb, hvor du arbejder aktivt med konkrete strategier i sessionerne og mellem samtalerne.
  • Begge fokuserer på samspillet mellem tanker, følelser og adfærd – og på hvordan dette samspil kan ændres, så du får det bedre.
  • Begge har en aktiv terapeut, hvor behandlingen er et samarbejde mellem dig og terapeuten. Du får ikke bare “råd”, men lærer teknikker, som du selv kan bruge i hverdagen.
  • Begge arbejder med her-og-nu-problemer frem for at analysere fortiden i dybden.

Hvor kognitiv terapi typisk fokuserer på at udfordre indholdet af dine tanker (“er det realistisk, det jeg tænker?”), fokuserer metakognitiv terapi på selve processerne omkring tænkning (“hvor meget tid bruger jeg på grublerier, og hvordan kan jeg lade dem være?”).

På den måde deler de et fælles fundament, men vælger forskellige veje til at skabe forandring.

Er metakognitiv terapi en overfladebehandling?

Nej. Selvom metakognitiv terapi ofte opleves som hurtig og enkel, er den ikke en overfladebehandling. MCT går direkte til kernen af de tankeprocesser, der holder angst, depression og OCD i gang – nemlig grublerier og bekymringer.

Flere opfølgningsstudier viser, at effekten ikke kun holder lige efter forløbet, men også på lang sigt. Det betyder, at metakognitiv terapi ikke bare giver kortvarig lindring, men hjælper mange med at bevare bedring og forebygge tilbagefald.

Hvor mange sessioner tager et typisk forløb i MCT?

Et typisk metakognitivt forløb varer 6–12 sessioner. Mange mærker allerede en tydelig bedring efter få samtaler, fordi de lærer at slippe grublerier og bekymringer.

Varigheden afhænger af flere faktorer:

  • hvor kompleks din problemstilling er
  • hvor meget du træner strategierne i hverdagen
  • om du er villig til at eksperimentere i sessionerne og mellem samtalerne
  • i hvilken grad du kan læne dig ind i usikkerhed og bruge udfordringer som læringsmuligheder.

Vi har ikke travlt – med mindre du ønsker det. Tempoet i behandlingen tilpasser vi altid i samarbejde med dig. Ønsker du et hurtigt og intensivt forløb, kan vi lægge det til rette. Ønsker du en roligere og mere gradvis tilgang, får du præcis det.

Hvor ofte skal jeg komme i metakognitiv terapi?

De fleste starter med samtaler en gang om ugen. Det giver tid til at afprøve de nye strategier i hverdagen og vende tilbage med erfaringer, vi kan bygge videre på.

Når du får mere greb om teknikkerne, kan der blive længere mellem sessionerne – fx hver anden uge eller endnu mere. I sidste del af forløbet arbejder vi målrettet med tilbagefaldsforebyggelse. Derfor ligger den sidste samtale ofte 3–4 måneder efter afslutning, så vi kan sikre, at ændringerne holder og justere, hvis det er nødvendigt.

Frekvensen afhænger af din situation, hvor hurtigt du ønsker at arbejde, økonomi og hvor meget støtte du har brug for undervejs. Vi anbefaler, at der ikke går for længe mellem de første samtaler – ellers risikerer man, at pointerne skal gentages, og forløbet bliver længere end nødvendigt.

Tempo og mødefrekvens tilpasses altid i samarbejde med dig, så behandlingen passer til netop dine behov.

Jeg har forsøgt MCT uden den ønskede effekt – virker det ikke for mig?

Der kan være mange grunde til, at metakognitiv terapi ikke har givet det resultat, du håbede på. Derfor er det vigtigt at se nærmere på hvorfor.

  1. Var behandlingen kvalificeret?
    Efter MCT’s udbredelse er mange begyndt at tilbyde metakognitiv terapi uden egentlig specialisering. Hos os er alle behandlere enten i gang med eller færdiguddannet på level 1 eller level 2 i MCT, og vores chefpsykolog er vejleder på den internationale uddannelse i metakognitiv terapi. Det sikrer, at du får kvalificeret behandling.

  2. Hvad var svært i behandlingen?
    Ofte hører vi, at klienter prøver at “lade tankerne være” med det skjulte mål om, at følelserne eller tankerne skal forsvinde. Men i metakognitiv terapi er målet ikke, at ubehaget straks skal væk, eller at tankerne skal passere. Målet er at ændre dit forhold til tanker og følelser – så følelserne får lov til at regulere sig selv.
    Når man forfølger et “følelsesmål” i stedet for et metakognitivt mål, kan det blokere for fremskridt.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt MCT kan hjælpe dig, kan du booke en afklarende samtale hos en af vores psykologer. Her kan vi sammen undersøge, om et metakognitivt forløb hos os kan give dig det udbytte, du leder efter.

Virker metakognitiv terapi for alle?

Ingen behandling virker for alle, men metakognitiv terapi har vist høj effekt på tværs af en række problemområder – herunder angst, depression, OCD, jalousi og søvnproblemer. Forskningen viser, at en stor andel oplever markant bedring, ofte relativt hurtigt, og at effekten i mange tilfælde holder ved opfølgning.

Om MCT er den rette behandling for dig, afhænger af flere forhold, blandt andet:

  • hvordan behandlingen tilrettelægges og gennemføres
  • i hvilken grad de metakognitive strategier bringes i spil mellem samtalerne
  • og om behandlingen varetages af en psykolog med relevant uddannelse og erfaring i MCT

Selv når et forløb er veltilrettelagt, er det normalt, at behandlingen tager tid, at bedring kan ske i ryk og nap, og at tvivl dukker op undervejs. Det betyder ikke, at noget er galt – men et udtryk for, at bedring ikke er en lineær proces.

Tilbyder I hjælp i København, Valby og online?

Ja, vi tilbyder både samtaler i København, Valby og onlineforløb.
Mange vælger online, fordi det giver fleksibilitet i en travl hverdag – og effekten er den samme som ved fysisk fremmøde.

Har du andre spørgsmål?

Du er altid velkommen til at kontakte os. Vores psykolog Maja hjælper dig gerne med at finde ud af, hvilken psykolog og hvilken metode der passer bedst til dig og dine behov.

På vores hovedside om metakognitiv terapi kan du læse mere om, hvordan vi arbejder. Vi har også skrevet en række blogindlæg om metakognitiv terapi, hvor du kan dykke dybere ned i metakognitiv terapi i praksis.

👉 Læs mere om psykologbehandling i København og Valby

Siden er skrevet af psykolog Anna Langfred

 

Jeg er autoriseret klinisk psykolog uddannet fra Københavns Universitet og med en 2-årig certificeringsuddannelse indenfor metakognitiv terapi. Jeg har særlig erfaring med angst, OCD og andre tilstande, hvor tvivl, grublerier og fastlåste mønstre fylder. 

Metakognitiv terapi er den gennemgående metode i mit arbejde. Jeg hjælper dig med at bryde mønstre af overtænkning, bekymringer, grublerier og tvangstanker – med fokus på at styrke din kontrol over både tænkning og handlinger.
 
I et forløb hos mig vil du få konkrete redskaber, som kan bruges direkte i hverdagen til at skabe ro, overblik og øget trivsel. Sammen lægger vi fundamentet for den forandring, der skal til for at du kan få det bedre.
 

👉 Læs mere om OCD her
👉 Læs mere om Anna her

 

Måske vil du også være interesseret i:

Kontakt os

Kontakt os endelig, hvis du har spørgsmål til behandling. Vi besvarer alle henvendelser inden en hverdag.
Del denne post: