FAQ om jalousi – ofte stillede spørgsmål til behandling
Her finder du svar på de spørgsmål, vi oftest hører i klinikken. Måske genkender du dig selv – eller måske giver det dig bare ro at vide, at jalousi kan behandles.
Det du gør for at finde tryghed
– kan være det, der holder jalousien i live.
Er jalousi normalt?
Ja, jalousi er en helt normal følelse, som de fleste mennesker oplever på et tidspunkt. Det er særligt forståeligt, hvis der har været et tillidsbrud i et forhold – fx utroskab eller brudte aftaler. I små doser kan jalousi fungere som et signal om, at relationen betyder noget for dig.
Men når jalousien bliver vedvarende, overdreven eller styrer din adfærd, kan den begynde at skade både dit selvværd, dit forhold og forringe din livskvalitet. Det er her, terapi kan hjælpe dig med at forstå og ændre de mønstre, der holder liv i jalousien.
Hvordan ved jeg, om min jalousi er et problem?
Jalousi bliver et problem, når den begynder at styre din adfærd, forringe din livskvalitet eller skabe gentagne konflikter i dit forhold.
Et vigtigt pejlemærke er, om du sætter begrænsninger på din partner – ikke fordi din partners adfærd faktisk er urimelig, men for at regulere din egen usikkerhed. Hvis du fx kræver adgang til beskeder, laver regler for, hvem din partner må se, eller søger konstant forsikring for at fjerne tvivl, er det tegn på, at jalousien fylder for meget.
I vores klinik tilbyder vi både metakognitiv terapi (MCT) og kognitiv adfærdsterapi (KAT). Begge tilgange hjælper dig med at ændre dit forhold til jalousitanker og de handlinger, der følger med. Målet er ikke at kontrollere din partner, men at skabe mere frihed og tryghed i relationen – for jer begge.
Kan jalousi gå over af sig selv?
Jalousi kan aftage af sig selv, hvis du vælger at handle på en mere tillidsfuld måde i relationen. Når du tør lade være med at følge trangen til at kontrollere eller analysere, giver du grobund for, at tilliden kan vokse.
Problemet er, at mange reagerer ved at tjekke, stille gentagne spørgsmål eller søge bekræftelse for at dæmpe uroen – men det holder jalousien i live. Terapi kan hjælpe dig med at finde redskaberne til at opbygge netop den tillid, både til dig selv og til din partner, så jalousien ikke længere behøver at styre hverdagen.
Er jalousi et tegn på, at der er noget galt i forholdet?
Jalousi er ikke i sig selv et tegn på problemer i forholdet – det handler oftere om usikkerhed og uhensigtsmæssige måder at håndtere uro på end om partnerens adfærd.
Selv i trygge relationer kan jalousi opstå, fordi hjernen scanner efter mulige trusler. Når tankerne får lov at fylde, kan de føles som et bevis på, at noget er forkert, selvom det i virkeligheden mest handler om dine egne mønstre. I terapi arbejder vi med at håndtere tanker og følelser med nye strategier, så du kan få mere ro og tillid både til dig selv og til relationen.
Hvilken terapi virker bedst mod jalousi?
Både kognitiv og metakognitiv terapi er veldokumenterede og effektive metoder til at behandle jalousi.
De hjælper dig med at ændre dit forhold til tanker, reducere tjekadfærd og slippe behovet for hele tiden at monitorere efter trusler. Det giver en mere fleksibel og tryg måde at være i relationen på – uden at jalousien behøver at definere dit forhold.
Begge terapiformer arbejder med at identificere de mønstre, der opretholder jalousien, og kortlægge en vej ud. Du får konkrete strategier og hjemmeopgaver, så du kan arbejde systematisk med tankerne og følelserne mellem sessionerne og mærke forandringen trin for trin.
Hvor lang tid tager det at få hjælp mod jalousi?
Mange oplever bedring allerede efter få samtaler.
Et forløb varer typisk 6–12 sessioner, afhængigt af hvor fastlåst mønstrene er, og hvor hurtigt du får øvet de nye strategier.
I terapien får du konkrete redskaber til at ændre dine tanke- og adfærdsmønstre, så du kan mærke en forskel i hverdagen. Forandringen sker ofte gradvist, men mange beskriver, at de får et nyt perspektiv og mere ro længe før forløbet er slut.
Hvad gør jeg, hvis min partner er jaloux?
Det kan være svært at være kæreste med en, der kæmper med jalousi – fordi man ofte bliver trukket ind i problemet.
De strategier, din partner typisk efterspørger – tjekning, kontrol eller gentagne spørgsmål – kan føles både frustrerende og sårende. Det kan virke uretfærdigt og uberettiget, og samtidig er det hårdt at se den, man elsker, lide under tvivlen. En naturlig reaktion er at forsøge at hjælpe ved at svare på spørgsmål eller tillade tjek af telefonen, men paradoksalt nok vokser jalousien ofte, jo mere man giver efter.
Det bedste du kan gøre, er at lytte, sætte sunde grænser og vise omsorg – men acceptere, at du ikke kan fjerne jalousien for dem. Ofte hjælper det at tale åbent om, hvordan jalousien påvirker jer begge, og at foreslå professionel hjælp, hvis mønstrene bliver ved. Det kan også være en mulighed at starte i parterapi, men jalousi er noget, man bedst arbejder med individuelt i terapi, hvor man lærer nye strategier til at håndtere tanker og følelser.
Tilbyder I hjælp i København og online?
Ja, vi tilbyder både samtaler i København, Valby og onlineforløb.
Mange vælger online, fordi det giver fleksibilitet i en travl hverdag – og effekten er den samme som ved fysisk fremmøde.
Har du andre spørgsmål?
Du er altid velkommen til at kontakte os. Vores psykolog Maja hjælper dig gerne med at finde ud af, hvilken psykolog og hvilken metode der passer bedst til dig og dine behov.
På vores hovedside om jalousi kan du læse mere om, hvordan vi arbejder med jalousi i terapien. Vi har også skrevet en række blogindlæg om jalousi, hvor du kan dykke dybere ned i jalousiens forskellige former og mønstre.