Hjælp til jalousi – behandling og konkrete strategier

Har du brug for hjælp til jalousi?

Jalousi er helt normalt og noget de fleste oplever fra tid til anden. Men jalousi kan også tage overhånd og komme til at slide på et forhold. Nogle oplever endda, at jalousien bliver en selvopfyldende profeti: man holder så hårdt fast i sin partner af frygt for at miste – at kærligheden langsomt bliver kvalt.

Kender du det fra dig selv? At tvivlen begynder at fylde for meget:
“Er der noget, han ikke fortæller mig?”
“Hvorfor nævnte han hende igen?”
“Burde jeg være mere opmærksom?”

For at berolige dig selv gennemgår du måske samtalen igen, mærker efter, spørger eller tjekker. Men i stedet for at give ro, vokser uroen bare.

Det er ofte her, mange søger hjælp til jalousi – når tankerne, følelserne og kontroladfærden begynder at tage over. Heldigvis findes der behandling, som virker. Med de rette redskaber kan du få roen tilbage og skabe mere frihed i relationen.

Hvorfor bliver jalousitanker ved med at komme tilbage?

Jalousi kan vækkes af mange ting – men tankerne fungerer ofte som sociale mediers algoritmer: det, du giver opmærksomhed, får du mere af.

Måske kender du det:

  • en tanke dukker op, og du “klikker dig ind” på den
  • du tænker videre og leder efter en forklaring
  • du søger beviser i hukommelsen, i samtaler eller på telefonen
  • du prøver at blive sikker ved at tjekke, analysere tonefald eller lægge mærke til, hvem han nævner

Men jo mere du klikker dig ind på tankerne, jo flere “cookies” fodrer du algoritmen med – og jo mere dukker jalousi op på skærmen af dit indre.

På den måde kan løsningen hurtigt blive problemet – og jalousitankerne bliver ved med at vende tilbage.

Jalousi er som en mental sløjfe – jo mere du prøver at løse den, jo strammere bliver den.

– Når løsningen bliver problemet

Jo mere du kontrollerer – jo mindre ro får du

Det kan virke kontraintuitivt. Søgen efter kontrol føles som en vej til ro, men i praksis skaber den mere uro og mindre kontrol.

Det føles instinktivt som den rigtige løsning: at tjekke, spørge eller holde ekstra øje for at dæmpe tvivlen. Og ja, det kan lindre kortvarigt. Men i virkeligheden er det som at lægge mere brænde på bålet – flammen får bare ny næring.

Tanke → uro → kontroladfærd → kort lettelse → ny tanke → ny uro …

Og når man først sidder fast i mønsteret, kan det føles næsten umuligt selv at stikke en kæp i hjulet.


5 Konkrete strategier til at håndtere jalousi-tanker

Når jalousien larmer, kan det føles, som om du er nødt til at tænke det hele igennem én gang til. Analysere. Gruble. Bekymre dig. Som om det vil holde dig et skridt foran – så du ikke bliver taget på sengen.

Men det, der føles som en løsning, er samtidig det, der holder jalousien i live.

Det betyder ikke, at du skal ignorere dine følelser eller presse dem væk. Det betyder, at du kan begynde at reagere på en anden måde – og langsomt ændre det mønster, der fastholder uroen.

  1. Kalkulér med, at jalousitanker indimellem dukker op i løbet af dagen. Det betyder ikke, at noget er galt – men tankerne er blevet fodret som sultne fugle, og du kan derfor regne med, at de dukker op ofte, mens du arbejder med dem.
  2. Når tankerne kommer, vil kroppen ofte reagere med uro, trykken i brystet eller en knude i maven. Det er helt normalt og forventeligt – og det er ikke din mavefornemmelse, der fortæller dig noget vigtigt. Det er dit alarmsystem, som er på overarbejde.
  3. Gør det ikke til et mål aldrig at føle jalousi eller få jalousitanker igen. Det svarer lidt til at beslutte, at det aldrig må blæse igen – upraktisk og urealistisk. Det er bedre at have gode strategier til at håndtere det.
  4. Skær ned på den tid, du bruger på at gå i “dialog” med jalousitankerne. Hvis grubleri og bekymring var effektive metoder, ville du for længst have fundet ro og løsninger. Prøv i stedet at udskyde det til en fast jalousitænketid kl. 17.00–17.20.
  5. Slip tankekontrollen. At forsøge at skubbe jalousitanker væk gør dem mere påtrængende. Lad jalousitankerne være til stede under filmen, til festen eller ved middagsbordet – uden at give dem hovedrollen. Undlad at tjekke, om tankerne stadig er der. Du vil næsten altid kunne finde dem, hvis du leder.

5 konkrete tips til at håndtere jalousiadfærd

Det kan føles truende at lægge strategierne på hylden – for de fungerer som et sikkerhedsnet i jagten på ro og tryghed.

Problemet er bare, at tillid og tryghed i et parforhold kræver nogle helt andre værktøjer. De kræver en beslutning. Et bevidst valg om at gøre noget andet end det, jalousien presser dig til.

  1. Skær ned på udspørgning om din partners fortid, weekendplaner, din partners flotte kollegas civilstatus – og alt det andet, du føler trang til at vide noget om, Jalousien snyder dig til at tro, at svaret vil give ro. Men løsningen er ofte selve problemet, og svaret skaber blot flere spørgsmål. Lav hellere et lille eksperiment: Undlad at grave i fortiden i to uger, og gør status på, hvordan strategien har fungeret efter de to uger. Hvis det giver mere ro, kan du fortsætte
  2. Øv dig i at lade tankerne og følelserne være der, mens du fortsætter med det, du er i gang med. Du kan godt smøre madpakker, støvsuge eller løbe en tur, selvom en jalousitanke summer i baggrunden.
  3. Brug mindre energi på at lede efter tegn hos din partner. Når du scanner blikke, beskeder eller stemninger, svarer det lidt til at se efter solen på en solrig sommerdag. Du finder den med det samme.
  4. Mind dig selv om: Tanker er bare tanker. De må gerne være der, mens du lever dit liv. Og de går igen – især når du holder op med at kæmpe med dem.
  5. Prøv at se trigger som en gylden mulighed: en chance for at opdage, at du faktisk kan håndtere jalousien på nye måder – uden at den behøver at styre dine reaktioner, og med bevidstheden om, at du har et valg, når den voldsomme følelse rammer.
     
    Hvis det føles som et uoverskueligt projekt at skulle bestige alene, er vi klar til at hjælpe dig. Du kan booke en tid direkte i vores kalender her:

Siden er skrevet af psykolog Hanin Salem

 

Jeg er autoriseret psykolog og har arbejdet med børn, unge og voksne siden 2008 – både i psykiatrien og i privat praksis. Min tilgang er kognitiv og metakognitiv, og jeg har særlig erfaring med at hjælpe mennesker, der kæmper med jalousi, tankemylder og følelsesmæssig uro.

I terapien arbejder vi med både indsigt og konkrete redskaber – så du kan mærke forandring ikke kun i rummet, men også i hverdagen.

👉 Læs mere om jalousi 
👉 Læs mere om Hanin her

 

Six women psychologists working at Psykologerne Dam & Westerheim in Copenhagen

Du behøver ikke klare det alene

Jalousi kan være smertefuldt og ensomt at stå med – særligt når tankerne bliver ved med at dukke op, og kontrollen begynder at fylde mere, end du ønsker.

Men det er muligt at få det anderledes. Du kan lære at genkende dine mønstre og reagere på en ny måde, så jalousien får mindre magt over dit liv – og dine relationer.

Vi tilbyder hjælp til jalousi, både individuelt og som par, og tilpasser altid samtalerne til din konkrete situation.
Du behøver ikke være på et bestemt “stadie” for at få noget ud af det – det vigtigste er, at du kan mærke, det fylder for meget.

👉 Læs mere om behandling af jalousi her.
👉 Eller kontakt os for en uforpligtende samtale.

Måske vil du også være interesseret i:

Kontakt os

Kontakt os endelig, hvis du har spørgsmål til behandling. Vi besvarer alle henvendelser inden en hverdag.
Del denne post: