Psykologens tips til en god ferie

Ferietid

Med ferie følger også en masse forventninger. Vi har et ønske om at slappe af, være nærværende og tilbringe tid med kæresten og familien. Parforholdet skal næres og vi skal nyde hinanden. Alt det vi ikke føler, at vi har tid til i en travl hverdag. Men med de høje forventninger følger ofte også skuffelsen over, at virkeligheden ikke altid helt lever op til dette.

Ferien indebærer måske ikke helt, at vi får slappet af som forventet eller samværet med kæresten er knap så romantisk, som vi håbede på. Måske har ferien endda været præget af diskussioner og konflikter.

Frustration over at ferien ikke lever op til forventningerne, kan medføre flere skænderier. Vi kan blive bekymret for, om vores parforhold overhovedet kan fungere, når nu det ikke lykkedes under så ”perfekte” omstændigheder.

Ovenstående er helt naturligt, men kan afhjælpes med få redskaber, der kan være med til at skabe en bedre ferietid.

Tips til en god ferie

Sænk forventningerne

Ferietid er også lig med mange af de kedelige elementer, som hverdagen indebærer. Vi skal fortsat klare nogen af de daglige gøremål, kommunikationen kan køre af sporet, børnene er umulige og så videre. Vi kommer ud af vores normale rutiner hvilket i sig selv kan føre til flere konflikter. Der er altså stadig ting, som kan være svære at navigere i.

Afstem forventningerne

Vores forventninger til ferien er ikke nødvendigvis de samme og mange par glemmer at få snakket om, hvad de hver især har af ønsker.

Det er vigtigt at få talt sammen om, hvad man ønsker at bruge ferien på. Skal det primært være afslapning eller skal den være fyldt med oplevelser og socialt samvær. Skal det primært være tid sammen som familie, som par eller med andre.

Alenetid

Selvom ferie ofte forbindes med øget nærvær med kæresten og familien, kan der også være et behov for lidt tid på egen hånd, tid til egne hobbyer eller egne venner. Dette er ikke tegn på, at der er noget galt med forholdet, men et helt naturligt behov for også at dyrke individuelle ting. Når man pludselig har en periode, hvor man har mulighed for at være sammen døgnet rundt, vil det være godt at kunne få lov at trække sig lidt fra fællesskabet.

Afsæt tid til at være sammen uden planer

Sørg for at der er tid til at være sammen, uden at der skal ske en masse. Afsæt tid til blot at hænge ud sammen uden deadlines. Uden at der er lagt planer. Det er i denne stund, at der for alvor kan falde ro på og hvor der er plads til at mærke efter, hvad I som par/familie har lyst til.

Rigtig god ferie

Kh Psykologerne Dam & Westerheim – Kognitiv & Metakognitiv Terapi

Måske vil du også være interesseret i:

Kontakt os

Kontakt os endelig, hvis du har spørgsmål til behandling. Vi besvarer alle henvendelser inden en hverdag.
Del denne post: